Der findes to slags studerende: dem, begraver sig i frivilligt arbejde, og dem, der slet ikke kan se meningen med det.
Begge kan have ret, men hvis du spørger os, er frivilligt arbejde aldrig en dårlig idé. Du får nemlig både gode erfaringer, nye kompetencer og et større netværk.
Find din ting
Det, du skal huske på, er, at frivilligt arbejde kommer i alle afskygninger. Om du hjælper med at arrangere julefesten i din løbeklub, er i festudvalget på dit studie eller sidder med i diverse bestyrelser, er det alt sammen frivilligt. Derfor kan du også vælge lige præcis de aktiviteter, der interesserer dig. Meningen er jo ikke, at du skal sidde og kede dig ihjel til lange bestyrelsesmøder bare for at få noget på CV’et.
Pointen med frivilligt arbejde er nemlig, at det er en genvej til at arbejde med lige det, du kan lide. Det er både sjovt og personligt udviklende, og så kan det vise sig at være rigtig nyttigt, når du engang skal have et job. Det er dog ikke kun et fremtidigt job, du skal have i tankerne. Det allervigtigste er, hvad du har lyst til lige nu. Hvis du gerne vil være med til at styre retningen på dit studie, er det måske fagrådet, festudvalget, studienævnet eller institutrådet, du skal være med i. Vælg lige præcis det niveau og den vinkel, der interesserer dig.
Det bedste ved frivilligt arbejde er, at du tit får meget anderledes opgaver. Du får lov at lave ting, du ikke ville få lov til i et studiejob, og du kan være med til selv at udvikle projekterne. Det er både en god træning i at tage ansvar og en nem måde at få stærke kompetencer på.
Udvid dit netværk – på den sjove og uformelle måde
Frivilligt arbejde er en utrolig genvej til et stort netværk, og du vil ofte møde de samme mennesker i forskellige frivillige sammenhænge. Derfor er der god grobund for at lære hinanden at kende og trække på hinandens kompetencer i fremtiden. Når du vælger en aktivitet, der interesserer dig, er der også en god chance for at møde folk med samme interesser.
Det dér med tiden
Når det er sagt, så kan frivilligt arbejde også være en tidsrøver. Derfor er det vigtigt, at du altid sørger for at opretholde balancen mellem dine forskellige aktiviteter. Mange siger for eksempel ja til alt det frivillige, de kan komme i nærheden af – men når det kommer til stykket, kan de ikke levere arbejdet. Derfor kæmper mange foreninger også med et stort slæb af aktiviteter, som ingen rigtig bruger tid på at afvikle. Det er hverken gavnligt for medlemmerne eller foreningen. Derfor skal du ikke påtage dig mere, end du kan overskue – hellere være med til at køre én stærk forening end tre halvdøde.
Du kan læse mere om foreningsarbejde her: