Som studerende vænner man sig hurtigt til, at luksusoplevelserne må vente. Drømmene bliver sat på hold de næste par år, og vi ved, at vi nok skal få råd engang. Men der er ingen grund til at snyde sig selv for alt det lækre. Der er nemlig stadig luksusoplevelser, som er opnåelige på SU. Denne gang giver vi dig et helt konkret tip, som vi opdagede i weekenden. Der var vi nemlig på restaurant i Odense, og det var en oplevelse, der er værd at skrive hjem om.
Restaurant midt i Odense
Restauranten, Oluf Bagers Gård, ligger midt i Odense. Den er ikke særligt nemt at komme til i bil på grund af semi-permanent vejarbejde, men hvis du er på cykel eller gåben, er det ingen sag. Den ligger næsten så tæt på banegården, som man kan komme, så også her er der gevinst.
Luksus der er til at betale
Restauranten er en finere en af slagsen, så vi tillader os at kalde det en luksusoplevelse. Her er ikke skrigende børn, kiksede legehjørner eller andet, vi kender alt for godt fra klassiske familierestauranter.
Du køber en 9-retters menu, forstået på den måde, at forret, hovedret og dessert hver især består af tre små anretninger. De serveres på fade på midten af bordet, så selskabet selv kan administrere maden. Der er næsten noget hyggeligt over det – og du kan nemt vælge mellem dine favoritter og lade resten ligge.
Sådan en menu koster 350 kr., så i forhold til oplevelsen er det bestemt pengene værd. Som studerende kan du med fordel komme mandag, tirsdag eller onsdag, hvor du får to glas vin med i prisen. Dét er i hvert fald noget, vi her på redaktionen kan forholde os til! Det er lige før, restauranten får en ekstra stjerne bare af den grund.
Har du gode tips til lignende restauranter i andre byer end Odense?