En stor del af at begynde på et nyt studie er, at man flytter til en helt ny by. Ofte betyder det også, at de gamle venner spredes over hele landet, og man skal starte forfra med sit sociale liv. Det kan være svært, men heldigvis er det også rigtig sundt for dig, og det fører tit til fantastiske fællesskaber.
Hvis du ikke er helt sikker på, hvordan du skal komme i gang med at finde nye venner, giver vi dig her vores bedste tips:
1: Sig ja!
De fleste studier har et stærkt introforløb, hvor der bliver lavet forskellige arrangementer for de nye studerende i den første måneds tid. Det er en utroligt god idé at deltage i disse arrangementer, så du er med, når de første kontakter til studiekammeraterne skal skabes.
Derfor er det vigtigt, at du tager med til disse arrangementer, selvom du måske ikke kender nogen på studiet endnu. De andre har det på samme måde!
Hvis introtiden er overstået, og du ikke fik deltaget, skal du ikke give op. Der kommer massevis af arrangementer i fremtiden, så bare tag med til det næste. Det er aldrig for sent.
2: Find dit fællesskab
Hvis du har interesser, der rækker ud over dit studie, er det også oplagt at søge nye fællesskaber her. Uanset om du er til fodbold, brætspil eller bøger, findes der et fællesskab for dig. Du kan ofte finde opslag om dem på universitetets opslagstavle, eller du kan forsøge at google dig frem.
Her får du også venner, der rækker langt ud over din studietid, og det kan være fællesskaber, der varer for livet.
Mange foreninger findes også direkte på universitetet, så du får venner fra mange forskellige studier. Det er både nemt, bekvemt og en god måde at gøre uni til en del af hverdagen.
Du kan læse mere om foreninger på universitetet her.
3: Vær ikke bange
Hvis du er lidt nervøs for at være sammen med en masse mennesker, du ikke kender, er der en faldgrube, du skal være opmærksom på. Mange har nemlig tendens til at søge sammen med 2-3 personer, de kender hjemmefra, som er flyttet til samme by. I sig selv er det selvfølgelig ikke en dårlig idé – man kan aldrig få for mange venner. Du skal blot være opmærksom på, at det kan bremse din sociale integration på studiet, hvis du altid tager den sikre vej og ikke møder nye mennesker.