Dette indlæg er en del af vores serie om studiejob. I serien kan du læse følgende indlæg:
Har du tid til at have et studiejob?
Skal dit studiejob være relevant?
Hvordan får du et studiejob?
Hvordan får du et studiejob?
Hvis du har besluttet dig for, at du vil have et studiejob, kommer den svære del. Nu skal du nemlig finde det helt rigtige job – og blive ansat. Det er egentlig ikke svært at få et studiejob, hvis du gør det rigtigt, så frygt ikke.
Find det rigtige job
Det første, du skal gøre, er naturligvis at finde et job, du gerne vil søge. Her kan du for eksempel følge med i dit studies gruppe på Facebook, hvor der tit bliver slået relevante jobs op, eller holde øje med opslagstavlerne på uni.
Du kan også bruge forskellige jobbanker. Flere universiteter har en jobbank, hvor der bliver slået rigtig mange jobs op, og din fagforening har formentlig også en. Ofte kan du tilmelde dig en mailservice, så du for eksempel får en ugentlig mail med ledige studiejobs. Det er en smart og stressfri måde at søge jobs på, og hvis du bruger de rigtige filtre, får du kun tilsendt jobs, der passer til lige præcis dit studie eller dine interesser.
Der findes også mange tiltag for at styrke forbindelsen mellem universitetet og erhvervslivet, så her vil du også nogle gange kunne finde jobs. Det allerbedste er, hvis du kender nogen, der har forbindelse til virksomheder. Hvis du gør opmærksom på, at du søger job, og personen har tillid til dine evner, vil du ofte kunne få tilbudt jobs gennem dit netværk.
Sådan får du jobbet
Der, hvor mange går i stå, er når de skal til at søge jobbet. Det er dog sjældent så svært at få et job, som mange gør det til. Det, mange har svært ved, er at skrive en god ansøgning. På uddannelsessteder og gennem fagforeninger bliver der udbudt rigtig mange kurser om at skrive en god ansøgning. Hold øje og tag med på et par af dem, så du bliver sikker i den grundlæggende krav til en jobansøgning.
Når du skal til at skrive selve ansøgningen, er det meget vigtigt, at du bliver klar over dine kompetencer. Hvad er det, du lige præcis er god til, som du kan bruge i et job? Mange studerende har svært ved at sætte ord på deres kompetencer, og lige præcis den fejl kan koste dig mange jobs, som du ellers ville være kvalificeret til.
Tænk dig rigtig godt om, og prøv at sætte ord på de kompetencer, du bruger i din hverdag, i frivilligt arbejde eller i andre jobs. Er du måske god til at holde overblikket, god til at skabe struktur eller god til at uddelegere opgaver? Ofte er det mange små ting, du kan, der tilsammen giver én rigtig god kompetence, så tænkt i detaljer.
Når du har styr på dine kompetencer, gælder det om at få dem ned på papir – helst med eksempler, så arbejdsgiveren kan se, at du kan de ting og har den erfaring, du påstår.